Site Loader

Da jeg i sidste uge fortalte min mand, at jeg i aftes var inviteret til et såkaldt home-party hos en af mine veninder, gryntede han bare og sagde god fornøjelse. Lidt senere kunne han dog ikke dy sig for at spørge, hvad den slags går ud på, og da jeg fortalte, at det gik ud på at få fremvist nogle varer af en eller anden slags med henblik på måske at købe noget, så han bare endnu mere uinteresseret ud.

Men piben fik en anden lyd, da jeg fortsatte med at fortælle, at det pågældende home-party drejede sig om en ny kollektion af noget fransk lingeri, som min veninde havde lovet at lægge hus til. Han skyndte sig at spørge, om han da ikke var inviteret med til partyet, men det fik jeg ham hurtigt overbevist om, at han absolut ikke var. Der er kun adgang for kvinder, og Mettes mand har lovet ikke at være hjemme den aften, fortalte jeg min mand.

Vi snakkede ikke mere om det, og jeg undlod klogelig at fortælle ham, at jeg faktisk længe har trængt til et par nye Bh’er, og hvis jeg ellers ville være tilfreds med den kollektion, jeg skulle se på, var det min plan at købe et par stykker til mig selv.

Og det gjorde jeg også, for det viste sig at være noget meget lækkert lingeri, der blev vist frem den aften, og det var i hvert fald i en stil, som nok kunne sætte fantasien i gang hos en mand. Rent faktisk kunne vores mænd nu godt have været med, for der var ikke tale om, at vi ligefrem prøvede produkterne på.

Der var tale om et mærke, som jeg må indrømme, at jeg ikke havde hørt om før. Mærket hedder Selmark og er vistnok ret nyt på det Danske marked. Men alle vi kvinder til det home-party var i hvert fald begejstrede for lingeriet, og det føltes umiddelbart som om, det er af en virkelig god kvalitet. Da jeg var kommet hjem og prøvede den ene af de to Bh’er, jeg havde købt, kunne jeg også konstatere, at den var særdeles behagelig at have på, og den passede mig perfekt.

Udover selve præsentationen af det franske lingeri havde vi nu også en meget hyggelig aften med en masse sjove bemærkninger. Vi var en halv snes stykker, men to af de andre kvinder var reelt afskåret fra at købe noget, fordi udvalget af størrelser gik fra en størrelse 36 til en størrelse 42, og de to kvinder var i hvert fald for store til at være i en 42’er.

Det lavede de selv en del sjov med, men der var nu en undertone af lidt ærgrelse, da de var enige om, at deres vægtproblemer reelt afholder dem fra at iføre sig noget frækt lingeri, fordi det ganske enkelt ikke fremstilles i de størrelser, som de har behov for. Men – var de også enige om – det betyder jo ikke så meget, når bare vores mænd kan lide os, som vi er.

Post Author: Brumbassen