Det havde været en lang og sej efterforskning for os i politiet, men det lykkedes til sidst mine kolleger og mig at finde frem til en ovenud flittig indbrudstyv, som vi havde været på sporet af længe. Han havde hærget i byen med stribevis af villaindbrud, og vi kunne ud fra fingeraftryk konstatere, at der var tale om den samme indbrudstyv, men vi havde ham ikke i vores register.
Men da vi endelig fandt frem til ham, var det ikke småting af tyvekoster, vi fandt på hans bopæl. Han havde især koncentreret sig om smykker, og det var selvfølgelig ikke de billige smykker, han var gået efter.
Det formelig væltede med kostbare halskæder i guld og andre ædle metaller, ligesom han havde en kæmpe samling af armbånd i alle afskygninger.
Han var tilsyneladende gået efter smykker, fordi de er nemme at transportere væk fra gerningsstedet. Han var således ikke afhængig af at have en bil med på sine indbrudstogter, og det var nok en af grundene til, at det tog så lang tid at opspore ham.
Da vi havde beslaglagt hans store lager af dyre smykker, forestod arbejdet med at finde de rette ejermænd – eller rettere kvinder. Jeg husker især en yngre kvinde, som oplevede hensynet med et sæt ret specielle øreringe med en lille marguerit i hver. Hun var faktisk grædefærdig af glæde, for der var tale om øreringe, der var nedarvet gennem fire generationer, og selv ikke den bedste erstatning fra forsikringsselskabet kunne matche den affektionsværdi, øreringene havde.
