Det var det helt store opbud af politi, der mødte mig, da jeg i går kom ud til det lagerhotel, hvor jeg har lejet et depotrum. Jeg var kørt derud, fordi jeg skulle hente et par bærbare computere fra mit eksterne lager af forskellige computervarer, som jeg sælger fra min lille specialforretning inde i Odense midtby.
Jeg blev selvfølgelig overrasket over de mange politibiler og den afspærring, der var sat op, så jeg ikke kunne køre ind på parkeringspladsen ved lagerhotellet. En venlig politimand forklarede mig, at jeg ikke kunne få adgang til lagerhotellet foreløbigt, for lige i øjeblikket ventede man på hærens bombeeksperter, som skulle i arbejde inde i lagerhotellet.
Sagen var, at der var fundet et stort lager af kraftigt fyrværkeri i et af depotrummene i bygningen. Opbevaring af den slags i en hal, hvor mange færdes, er naturligvis en risikabel affære, og politiet havde valgt at spærre helt af og lade eksperterne fjerne den store mængde af fyrværkeri.
Politimanden var venlig men også bestemt, da han bad mig vende bilen og køre hjem igen. Vi har mere end rigeligt med nysgerrige at holde styr på, sagde han, og der skal alligevel holdes en større sikkerhedsafstand end hertil, hvor vi er, når bomberydderne går i gang med deres arbejde, fortalte han.
Selv om jeg af natur ikke er helt blottet for nysgerrighed, valgte jeg alligevel at køre hjem igen og passe mit arbejde. Senere på dagen kunne jeg i de lokale nyheder høre, at bombeeksperterne havde fjernet mere end 200 kg kraftigt fyrværkeri fra lagerhotellet, og den person, der havde lejet det pågældende depotrum, kan ifølge nyhederne se frem til at blive retsforfulgt.
Jeg var faktisk noget forarget over, at nogen kan finde på at lægge farligt fyrværkeri til billig opmagasinering i Odense eller for den sags skyld alle mulige andre steder. Vi er jo midt på sommeren, og man må vel formode, at det er fyrværkeriets ejermands mening, at det store lager først skal omsættes op mod næste nytårsaften.
Med andre ord er der tale om, at det sprængfarlige fyrværkeri skulle ligge i det offentligt tilgængelige lagerhotel i mindst et halvt år. Jeg tænkte med gru på, hvad der kunne være sket, hvis en af de andre lejere i lagerhotellet havde overtrådt forbuddet mod tobaksrygning inde i bygningen og måske havde kastet et skod fra sig det helt forkerte sted.
Det var heldigvis ikke sket, og nu kunne jeg på de lokale nyheder forstå, at fyrværkeriet var fjernet fra bygningen, så jeg trygt kan gå derind i dag for at hente de to bærbare computere, jeg solgte i min forretning i forgårs. I går måtte jeg skuffe de to kunder og bede dem vente til i dag med at hente deres computere.
Det er aldrig rart at skuffe sine kunder, men da de fik fortalt, hvorfor jeg ikke kunne levere deres varer som lovet, var de selvfølgelig meget forstående. Om lidt kører jeg ud til lagerhotellet og henter computerne, så jeg kan gøre mine kunder tilfredse senere i eftermiddag.