Jeg har altid arbejdet inden for realismen når det kom til tegnestil. Jeg har interesseret mig for kroppens korrekte proportioner og eskaleret i blandingsekspirimenter der skulle gør, at jeg kunne genskabe den helt korrekte farve. For mig har det altså været et must, at få min tegning til at ligne virkeligheden – i hvert tilfælde lige ind til den dag, hvor jeg fik til opgave at illustrere en fantasy-roman.
Jeg tegnede en stor mængde udkast, der stadig i høj grad var præget af realismen, men blev aldrig rigtigt tilfreds. Jeg forstod ikke hvad der gik galt. Jeg er en dygtig tegner, både god til at skabe ligheder og til at indfange stemninger, men her4 ville det altså ikke lykkes. Jeg satte mig ned og reflekterede lidt over problematiken. Kiggede på forskellige andre illustratores arbejde, og pludseligt slog det mig. Realismen bliver problematisk lige netop når det er fantasy man arbejder med, fordi dette ikke er en realistisk genre (det eneste sted denne stil virkeligt er lykkedes er i illustrationerne til Ringenes Herre triologien, men der er verden også så gennenarbejdet at man kunne tro, at det var realisme ;o)). Ikke sådan at forstå, at man skal tegne abstrakt, kubistisk, impressionistisk eller non-figurativt. Illustrationerne skulle helt klart være realistisk inspireret omend jeg nåede frem til, at der gerne måtte være noget ekspressionistisk over det – foreksempel i farvebrugen. Den stil jeg fandt frem til var tegneseriestilen. Vel og mærke ikke tegnestilen som i diverse stribebaserede serier som Sten og Stoffer, Basserne eller Wulfmorgenthaler (det man på engelsk ville kalde comics), men derimod den mere mættede, og ja realistiske stil, der ofte kan findes i den undergruppe af tegneserier, man på engelsk kalder ”graphic novels”.
Så vidt så godt. Beslutningen var taget – nu skulle jeg bare finde ud af, hvordan jeg forvandlede min realistiske tegnestil, til noget mere tegneserieagtigt – en proces der ofte tvang mig til at tagne på en måde, der gik imod alt hvad jeg havde lært. Eksempelvis – når man som barn tegner et ansigt, laver man alle afgrænsninger meget tydelige, Senere lærer den dygtige portrættegner at fx underlæben hos rigtig mange mennesker sine steder går i et med den omkringværende hud. Det er altså en fejl at bruge en ubrudt streg til at tegne omridset af læberne. Men det skulle jeg tilbage til – markering af omrids med eksempelvis en sort streg, er nemlig en del af tegneseriestilen. Det næste step var at arbejde med farverne. Som realistisk tegner ved man, at øjne sjældent bare er blå, at ansigthuden indeholder næsten alle regnbuens farver og at skygger ofte ikke er grå. Denne viden skal man et stykke hen ad vejen ligge på hylden i graphic novel stilen. Ansigtetshuden består eksempelvist højest af tre farver: selve hudfarven, skyggekontrasten og eventuelt noget rødligt til kinderne – og alle farverne er relativt klart afgrænsede fra hinanden. De overlapper altså stort set ikke.
Det var noget af en udfordring – en udfordring jeg stadig arbejder med, men når det er sagt synes jeg det har været spændende. Og resultatet er efter min egen ydmyge mening blevet yderst vellykket 🙂
