Det er nok en naturlig udvikling som følge af, at vi alle er blevet materielt meget rigere, men jeg kan nu ikke lade være med at tænke på, hvordan mit værelse så ud, da jeg var barn, i sammenligning med de værelser, vores børnebørn bliver budt af deres forældre.
Dengang for små 60 år siden tror jeg faktisk ikke, at der overhovedet fandtes børnemøbler udover den obligatoriske høje stol, som man som lille sad i, når man skulle spise. Ja, og så selvfølgelig i mange tilfælde en kravlegård, men den kan man vel dårligt nok kalde et møbel.
I dag er der et kæmpe stort udvalg at vælge mellem, når man skal finde interiør til børneværelse. Og nutidens forældre bruger masser af penge på den slags, for dels skal deres børn helst ikke mangle noget som helst, dels er der nok lidt prestige i at vise det frem.
På mig virker det faktisk lidt overdrevent, når små børn skal have deres egen lænestol, der passer til deres størrelse, for når vi er på besøg hos vores børn og børnebørn, ser jeg faktisk aldrig de små sidde i deres polstrede lænestole. Hvis de skal sidde og kigge i en billedbog eller sådan noget, kravler de hellere op i sofaen og sætter sig godt til rette der.
Så hellere sætte pengene i for eksempel ordentlige klapvogne til de små. Her er både hensyn til komforten og til sikkerheden at tage højde for, ligesom sådan et apparat jo gerne må være nemt at klappe ud.
