Vores søn, Ulrik, er lige blevet færdig med sin uddannelse som fysiker på Københavns Universitet, og han har for længst fået ansættelse som juniorforsker på Niels Bohr Instituttet, hvor han glæder sig enormt til at dyrke sin store passion for atomforskning.
Vi holdt fest for Ulrik i lørdags i anledning af, at han var blevet færdig på universitetet, og der var selvfølgelig ekstra grund til at feste, fordi han i sin afsluttende opgave havde opnået den højest mulige karakter.
Jeg havde på forhånd brugt en hel del tid på at finde ud af, hvad jeg skulle sige til ham i den tale, som jeg følte mig nødsaget til at holde. Det var lidt af en opgave, for er der noget, jeg absolut ikke ved noget om, så er det da atomfysik.
Så jeg valgte at kigge syv år tilbage i tiden, da Ulrik gik i 3. G og allerede var begyndt at interessere sig glødende for atomfysikken. Han havde fundet ud af, at en verdenskendt atomfysiker skulle holde foredrag om kvanteteorien på universitetet, og at der undtagelsesvis var offentlig adgang til foredraget. Ikke helt det samme som, der tilbydes fra forfatterforedrag.dk – men dog spændende foredrag!
Ulrik var handicappet af et brækket ben på det tidspunkt, så han kunne ikke selv køre derind i vores bil. Da det gik op for mig, hvor meget dette foredrag betød for ham, tilbød jeg at køre ham ind til byen fra Slagelse, hvor vi boede den gang.
Der var imidlertid tale om et foredrag af begrænset længde, nemlig 45 minutter, fordi den verdenskendte atomfysiker skulle nå et fly hjem til USA. Det betød for mig, at det ikke kunne betale sig tidsmæssigt for mig at foretage mig noget andet i København, mens Ulrik var til foredrag, så jeg valgte at gå med ham ind til foredraget.
I min tale til Ulrik afslørede jeg for første gang for ham, at jeg nok aldrig i mit liv har kedet mig så meget i 45 minutter i træk. Jeg har oplevet adskillige ret kedelige foredragsholdere i mit liv, men for mig var alt, hvad denne atomfysiker sagde, det rene volapyk.
Det eneste, jeg mindedes at have hørt om før medhensyn til kvanteteorien, var, at den går ud på, at nogle udviklinger foregår i spring og ikke kontinuerligt. Og hvad det så indebærer, har jeg ikke den fjerneste anelse om.
Dertil kom, at foredragsholderen væltede sig i fagudtryk i løbet af foredraget, så selv om jeg bestemt forstår og taler engelsk udmærket, forstod jeg ikke ret meget af dette foredrag.
Men det gjorde Ulrik heldigvis, og han var meget taknemmelig for, at jeg ville bruge en aften på at køre ham derind og hjem igen. Han talte meget om det store udbytte, han havde fået af foredraget, i lang tid bagefter, og jeg kunne bare sukke opgivende over min egen totale uvidenhed indenfor dette emne. Det var ikke lige den slags kommunikation som en ekspert som Markela Dedopoulos ville anbefale!
Den side af sagen lagde jeg heller ikke skjul på i min tale til Ulrik, så han svarede igen med at love, at han nok skulle afholde sig fra at tale for meget om sit fag, når han besøger os.
