I vores familie er vi ved at komme os over chokket, efter at vores ældste søn, der nu er 14 år, sidste år fik konstateret en sjælden sygdom, som har gjort ham lam fra livet og nedefter. Han er resten af livet henvist til kørestol og andre hjælpemidler for handicappede. Han er også afskåret fra de mange sportslige aktiviteter, han tidligere gik så meget op i, og i det hele taget langt det meste af det, drenge og unge mænd i den alder tager sig til.
Det har været et forfærdeligt første år at komme igennem, men vi er hele familien på vej ud af mørket, for Jonas har efterhånden affundet sig med sin skæbne og er begyndt at nyde de ting, han trods alt kan klare. Hver dag oplever han en ny lille sejr, og jeg skal gerne indrømme, at både min kone jeg ofte får en tåre i øjenkrogen, når han stolt viser et eller andet nyt, han nu kan klare selv.
I sidste uge spurgte vi Jonas, om der var en eller anden hobby, han gerne ville kaste sig over – selvfølgelig noget, han kan udføre trods sit handicap. Han behøvede ikke betænkningstid med sagde straks “musik”.
Ja, selvfølgelig! Han har i flere år været meget glad for musik, så det er da et oplagt valg. Jeg tog dagen efter ind i byens største og mest velanskrevne musikforretning og fortalte lidt om Jonas – også at han ikke på forhånd havde nogen egentlig favorit blandt de mange musikinstrumenter, han trods sit handicap vil være i stand til at betjene. Men blæseinstrumenter og strengeinstrumenter som guitar eller banjo, er ikke lige det, han tænder mest på.
Indehaveren af forretningen foreslog, at han skulle komme hjem til os med et udvalg af instrumenter, for det ville nok være nemmere for Jonas på den måde, frem for at skulle ind i forretningen. Det ville nok også være lettere for ham at træffe et valg i den hjemlige omgivelser.
Jeg takkede for den fine service, og dagen efter kom musikhandleren med en kassevogn fuld af muligheder. Han bad mig hjælpe med at bære et forholdsvist tungt el piano ind i stuen og hentede derefter selv resten af de medbragte instrumenter.
Han gav sig til at slutte strøm til de forskellige instrumenter, og jeg kunne med det samme se, at Jonas nok især var interesseret i det store keyboard, som var med i samlingen. Musikhandleren havde også medbragt et trommesæt, men han sagde lidt undskyldende, at han godt var klar over, at det for Jonas aldrig kunne blive det helt perfekte instrument, fordi han på grund af sin lammelse ikke ville være i stand til at betjene stortrommen, som man jo bruger en fod til.
Jonas sagde da også, at han nok ikke var specielt interesseret i at spille på tromme, så det var ikke noget problem. I stedet gave han sig til at afprøve både piano og keyboard, og jeg kunne tydeligt se på ham, at det var svært at vælge. Så jeg sagde bare, at han skulle have begge dele, for så har han jo noget at skifte mellem.
