Indrømmet, jeg brokkede mig i meget høje toner, da jeg i går skulle hente min bil hos den autoriserede forhandler efter en mindre reparation på karrosseriet – nærmere betegnet den højre bagskærm, som havde været udsat for en parkeringsskade på et tidspunkt.
Forhandleren havde fortalte mig, at man ville være nødt til at få autolakereren til at male hele den sektion af karrosseriet, som bagskærmen er en del af. Ellers ville man aldrig kunne få det pænt, sagde han. Jeg kunne egentlig være ligeglad, for reparationen overskred langt min selvrisiko på forsikringen, så den samlede pris ville ikke gøre noget ved min økonomi.
Men da jeg gik hen mod bilen for at køre hjem, afslørede det skarpe sollys med det samme, at den nymalede sektion af karrosseriet havde en noget mørkere rød farve end resten af bilen. Jeg bad værkføreren gå med mig ud til bilen for at høre hans mening. Han var enig med mig – det gik bare ikke.
Han ringede med det samme til autolakereren for at gøre ham opmærksom på fejlen, og indehaveren af autolakererværkstedet valgte at komme de få hundrede meter over til os for at tage miseren i nærmere øjesyn.
Han bandede stygt, da han så resultatet af sine folks arbejde på bilen. Han begav sig ud i en længere forklaring om, at man i hans branche var gået over til at bruge en anden farveskala, nemlig en Pantone skala, og hvis man ikke var meget agtpågivende med hensyn til at sammenholde bilfabrikkens kode for lakkens farve og den nye tabel, opstod der nemt fejl.
Jeg tror nok, at jeg kom med en bemærkning om, at vejen til Helvede er brolagt med undskyldninger, og at det ikke lige harmonerer med min opfattelse af, hvad der er den herskende trend lige nu, at køre rundt i en tofarvet bil. Men jeg blev da noget formildet, da autolakereren med det samme fastslog, at de selvfølgelig ville lave arbejdet om uden beregning.
Det var tydeligt, at han var godt flov over situationen, og at han nok var parat til at yde noget ekstra for at råde bod på den mislykkede lakering. Jeg spekulerede som en rasende for at finde inspiration til et eller andet, jeg kunne “slå ham for”, nu han var kommet i det hjørne.
Og så slog det ned i mig: Ja, du må da i det mindste sørge for en lånebil til mig, mens min egen bliver lakeret om, for jeg har faktisk svært ved at undvære min bil bare en enkelt dag, og du skal vel bruge et par dage på det stykke arbejde. Det bekræftede han og gik samtidig velvilligt med til at stille en anden bil til rådighed for mig.
Vi aftalte, at jeg skulle komme med bilen om tre dage, og så ville han have en lånebil parat til mig. Men, sagde han, jeg kan nok ikke lige klare en bil i samme prisklasse som din, men du kan forhåbentlig leve med en lidt mere nøjsom livsstil det par dage.
